fredag den 26. oktober 2007

Lyngby er historie!

Så har vi solgt vores lejlighed i Lyngby! Det tog lang tid, og vi fik slet ikke den udbudte pris. Pyt - det var stadig en okay investering, og nu ser vi fremad!

tirsdag den 23. oktober 2007

Plantegning - tæt på målet!

Så kom den nye plantegning også fra arkitekten - nu begynder det at ligne noget! Vi er faktisk så tilfredse med denne plantegning at vi ikke kan finde noget at lave om - den er perfekt. Rummene er lavet så det rigtige inventar kan være i køkken, bryggers, entré, bad etc. - det bliver bare så godt!

mandag den 22. oktober 2007

Facader

Vi fik skitser tilbage fra arkitekten, men vi bliver ved med at finde småting der skal ændres - det skal bare være i orden. Vi har fiflet lidt med facadetegningen - dvs. flyttet vinduerne marginalt så vi kan vise præcis hvordan vi gerne vil have det - det kan I se herunder: Det bliver så facaden ned mod haven - mod syd. Vi er meget tilfredse!

Facaden mod nord kan ses her og gavlene mod øst og vest kan ses her

fredag den 12. oktober 2007

Klinker/fliser

Vi var hos CC Vejle for at kigge på fliser til

  • Gæstebadeværelse, stuen
  • Entré
  • Bryggers
  • Badeværelse, 1. sal
Vi faldt for nogle italienske fliser fra la fabbrica - "Egeo Delos", Natura. Deres katalog kan ses her men det er lidt svært at se hvoran de rigtigt farvemæssigt ser ud, så vi har taget et par billeder med hvid baggrund:



Fliserne er glaserede og med den højeste slidstyrke (5). De er lidt rustikke i det - lidt bulede og skæve i siderne så fugerne ikke bliver 100% rette og lige. De er en lille smule ruflede på overfladen så de bliver rigtigt gode at gå på. Vedligeholdelsesmæssigt er de noget af det letteste.

Vi blev også enige om hvordan de skulle forbindes (altså mønster) så gulvet i stueetagen - det vil sige det ubrudte gulv i entré, bad og bryggers - bliver lagt med store 45x45 cm fliser retforbandt i diagonal. I brusekabinen nedenunder sættes 30x30 retforbandt.


På badeværelset ovenpå bliver brusekabinen sat med 30x45cm horisontalt, halvforbandt. På gulvet bliver der lagt 4 forskellige størrelser i mønster:

Det bliver i størrelserne 45x45 cm, 45x30 cm, 30x30 cm og 15x15 cm med arealer på hhv. 45%, 20%, 30% og 5%. Der bliver lidt mere lir deroppe, men det synes vi om. De store klinker nedenunder giver forhåbentlig fornemmelse af at rummene er større dernede end de i virkeligheden er (ca. 3x6m2 i bryggers, entre og bad).

onsdag den 10. oktober 2007

Design, tegninger og ændringer

Nå - efter vi fik tegningerne retur fra arkitekten var der ca. 17-18 ting der skulle rettes. Det var mest småting som f.eks. skunke, døre osv. Dog vil vi helst bygge de forskellige rum så de kommer til at passe nogenlunde til det inventar der skal monteres.

F.eks. vil vi have:
  • køkkenbordplade øst-vest 370 cm (den var kun 360)
  • køkkenbordplade og inventarplads nord-syd 310 cm (der var 286 cm)

Vi flytter nok entréen lidt ned så der bliver plads i køkkenet og bryggerset - det kommer nok til at koste 1 m2 på kontoret...

Vi kan ikke helt blive enige med arkitekten om placeringen af Nilansystemet (varmegenvinding). De siger det ikke kan stå på loftet fordi der er for smalt. Det skal i hvert fald ikke ligge og rumle i skunken på soveværelset som foreslået. Mon ikke der bliver plads i en fremtrukken repos - ellers må det på væggen i bryggerset :o(

Ændringerne er sendt - så må vi se hvad der kommer retur :o)

fredag den 5. oktober 2007

Plantegninger!!


Efter at arkitekten fik vores skitser, kom der endelig rigtige tegninger retur fra dem. Det er bare en (næsten) direkte overførsel af vores skitser, og der er en række ting der skal tilpasses....men det bliver nogenlunde noget i denne stil:

Situationsplan

Tegningerne af huset er ikke færdige endnu, men herunder kan situationsplanen ses i kunsteriske strøj fra egen hånd:



Grundens faktiske placering i lokalområdet kan ses nedenunder. Billedet viser hele udstykningen, hvoraf første etape yderst til venstre næsten er bygget op:


Huset

Vi har valgt at bygge et Skagenshus fra Frydkjær på ca. 202 m2. Billederne nedenunder er af et udstillinghus i Silkeborg, men vores skal stå i samme røde sten, med samme røde tegl, med samme hvide gesimser og samme vinduer. Konfigurationen af vinduer/døre er dog ikke som på udstillingshuset:


Af detaljer kan nævnes:

  • Nedsænket viktualierum
  • Overdækket indgangsparti (trukket ind i huset)
  • Egetræsgulve
  • Centralstøvsuger
  • Nilan-varmegenvinding
  • 5 værelser (et med påklædningsværelse), bryggers, 2 badeværelser, stue, køkken/alrum
  • Glasflit overalt - med skarpe kanter (nam nam)

torsdag den 4. oktober 2007

Jordbundsforhold

Frydkjær bestilte Geosyd A/S til at foretage boreprøver på grunden på stedet hvor huset skal stå. Det kom der en foreløbig geoteknisk rapport ud af:


Der står sådan set bare at der forefindes god lerbund under ca. 0.5 meter muld, så det er meget fint. Dog kan det være nødvendigt at etablere omfangsdræn. Vi vender den lige med Frydkjær fordi der er allerede påregnet at der skal etableres brønd og dræn omkring det nedsænkede viktualierum, så det bliver ikke ret dyrt at udvide det dræn til hele huset.

Vi regner med at der kommer en mere udførlig rapport senere.

mandag den 1. oktober 2007

Grunden

Grunden er købt og betalt og den er oven i købet byggemodnet:




Jorden ser lidt leret ud, men de har selvfølgelig også bokset noget rundt inde på grunden med halvstore maskiner. Den ligger ca. i kote 38-39, og vandet på billedet er Kolding Fjord: